Nyt år - (lidt) nyt fokus
Der har været stille her på bloggen det sidste halve års tid. Barsel, flytning og tilbagevenden til arbejde har gjort det svært at få tid til at sætte tanker sammen og ikke mindst få dem ned på digitalt papir. Men det betyder bare at det går lidt langsommere med at få fyldt indhold i bloggen her, og det må så være sådan. Men der er også sket lidt. Min tilbagevenden til arbejdslivet betød også et nyt fokus - faktisk nærmest et nyt job på mit gamle job. Jeg har fået et nyt fokusområde som børnekulturformidler: Digital dannelse. Jeg er blandt andet med til at administrere Facebooksiden Vores Digitale Børn, hvor jeg også pipper lidt om computerspil og andre digitale oplevelser for børn - læs fx dette indlæg.
Derfor kan I nok godt forvente, at der kommer lidt større fokus på spil til børn også her på bloggen. Der vil dog stadig være plads til de spil, som jeg selv spiller og finder interessante.
Jeg arbejder pt på artikler om:
Puzzle-spil og følelsen af at regne den ud
Hvordan man som voksen vurderer spil til børn
Dem kan I forhåbentlig læse i løbet af de næste par måneder her på siden - om alt går bare nogenlunde efter planen.
Godt nytår!
Min gamer-morfar og andre barndomsminder
Hvor blev du første gang introduceret for computerspil? Var det hos en kammerat, på fritidshjemmet, eller med ældre søskende, at du første gang fik lov at prøve at spille? Hvis du er ret meget yngre end jeg er, kan du sikkert ikke huske det - det har måske bare altid været der. Men måske har du alligevel nogle minder knyttet til nogle særlige spil, som du spillede i din barndom?
Hos morfar
Jeg kom for nylig til at tænke over, at det faktisk var hos min morfar, at jeg første gang blev introduceret til computerspil - han var den første i min familie, der havde en computer, og den første der siden fik internet. Det var mest mine fætre og min storebror, der spillede Sim City, Civilisation og Kaptajn Kaper, og jeg (der var 3 år yngre) stod mest og kiggede på. Det sjoveste var, når der kom en tornado eller King Kong og ødelagde byen i Sim City. Men ind imellem spillede jeg også “kassemand” eller Sokoban, hvilket min morfar også syntes var sjovt - jeg kunne kun løse de første par baner, men han kunne selvfølgelig komme langt længere.
For nogle år siden viste min morfar mig de gamle kæmpe disketter til Sokoban-spillet - og han havde stadig en computer, der kunne køre spillet. Det var sjovt med et gensyn - jeg kunne lige så tydeligt huske de mintgrønne/lilla farver, elevatoren man brugte til at vælge baner og den klikkende lyd, når manden skubber kasserne. Og ikke mindst mine frustrationer, når man kom til at skubbe en kasse ind til væggen og måtte starte forfra.
Det er nok ikke alle, der har haft en morfar, der var helt så meget med på beatet som min. Og selvom han ikke er blevet ved med at følge med i computerspils udvikling, så er det jo lidt sjovt, at han faktisk præsenterede mig for “puzzle-spil” længe før, jeg vidste, at der var noget, der hed det.
For et rodehoved er det egentlig lidt paradoksalt at det kan være så tilfredsstillende at skubbe kasser på plads - men i spillet er der ingen tvivl om hvor kasserne skal hen - det er enkelt og svært på samme tid.
På “fristedet”
På mit fritidshjem “Fristedet” var der en computer, hvor man kunne få lov at spille. Man skrev sig på en liste og fik så 15 eller 20 minutters spilletid. Jeg har prøvet at finde frem til, hvad det spil hed, som vi spillede der. Det var et platformspil i et lidt eventyragtigt univers med nogle monstre, man skulle hoppe over eller skyde. Jeg kan huske stemningen i det, men ikke rigtigt nogle detaljer.
Når man spillede så stod der ofte en flok af dem, der lige havde haft tur eller snart skulle til og kiggede på. Det var i den grad en social aktivitet. Hvis man ikke var så hurtig til at klare et monster og måtte prøve mange gange, var der altid en (dreng) der tilbød at klare det for en. Og det næste… og så måtte man nogle gange slås lidt for at få computeren tilbage de sidste dyrebare minutter af ens tid. Og på den måde, så opgav jeg tit at spille, fordi det ikke var sjovt at have tilskuere på, når man ikke var bedre til det…
På PC’en i bryggerset
På et tidspunkt fik min familie en PC, som fik plads i bryggerset - ved siden af fyret, dybfryseren og min fars værktøj… her sad jeg så og skrev stile til skolen - og spillede også af og til. Det eneste spil jeg kan huske, at jeg spillede (udover klassikere som minestryger og hjerterfri) er Commander Keen 4 - den hvor han hopper rundt på en kængurustylte. Så her fik jeg da øvet mine platforming-skills en smule uden publikum. Det er også her, jeg kan huske min bror (og også min far) blive helt opslugt af at skyde monstre i Doom. Jeg fik formentlig også lov til at prøve, men jeg kan ikke rigtig huske det, så det fængede mig nok ikke. Og det er ca. der min “opdragelse” i computerspil stoppede - og sådan var det nok blevet ved med at være, hvis ikke jeg var blevet (gen-)introduceret til computerspil små 20 år senere…
Mine egne børns barndomsminder om spil kommer til at blive temmeligt anderledes. Computeren er rykket ud af bryggerset og ind på TV-skærmen i stuen - og spil er noget, vi gerne spiller sammen…
Har du set High Score?
Jeg er lige blevet færdig med Netflix’ nye dokumentar-miniserie om computerspillets historie. Tænkte, at jeg hellere måtte se den, når jeg nu har fået mig en gamerblog. Og jeg blev da også klogere på computerspils tidlige historie og hvordan de har udviklet sig fra de første arkadespil som Space Invaders, Pac Man og Donkey Kong - spil jeg aldrig rigtig har spillet, men som både teknisk og design-mæssigt har lagt grunden for computerspillets udvikling. Jeg må dog indrømme, at jeg også blev lidt skuffet: Seriens fokus lå i høj grad på de tekniske platforme, den kommercielle succes og markedsføring. Et enkelt afsnit handlede om udviklingen af historiedrevne rollespilsbaserede spil (kaldet RPG’s eller Role Playing Games), men ellers var det fremkomsten af forskellige konsoller med dertilhørende spil (som hovedsageligt skulle udvikles for at sælge konsollerne - var det indtryk, man fik) og de store konkurrencer, der markedsførte dem og som lagde grunden for nutidens E-sport. Og derudover så sluttede miniserien da 3D blev opfundet og Doom udkom - i 1993!! Det er altså lidt som at stoppe en dokumentar om filmhistorie, da den første farvefilm udkom. High Score sluttede med spørgsmålet - hvor skal computerspillet hen nu…?
…et lidt sært spørgsmål at stille, når de sidste 27 år har vist mange og forskelligartede veje computerspil kan udvikles i. Bare i de senere år, har der vist sig forskellige interesser og konfliktfelter mellem fans/gamere og spiludviklere, der prøver at føre spil i nye retninger og appellere til nye målgrupper. Fx twitter-konflikten #gamergate, som var en forvirrende pærevælling af diskussioner om kvinder i spilbranchen, overgreb og trusler - men også underliggende uenigheder om, hvem der var “rigtige gamere” og de rigtige spil osv… (Det tror jeg, jeg vil skrive lidt mere om i et senere indlæg).
I serien savnede jeg meget mere fokus på selve spiludviklingen og at høre mere fra udviklerne om, hvilken oplevelse de gerne ville give deres spillere, og hvordan de udviklede spillene for at skabe den oplevelse. Det ville også have været interessant med lidt refleksioner over, hvad udviklerne tænkte om den udvikling, de havde sat gang i med deres spil - fremfor blot at fejre de kommercielle successer. Idealistiske indiespiludviklere, som havde noget vigtigt på hjerte, var der ikke blevet plads til.
Så alt i alt synes jeg, at serien snarere fremhævede en stereotyp fremstilling af computerspil, fremfor at vise bredden af, hvad computerspil kan og måske kan blive. Men måske kommer der en sæson 2…? Indtil videre er den vist mest for nørderne og nostalgikerne.
Velkommen til Mors Gamer Blog
Hej og velkommen! Så er vi i gang - og jeg håber du vil være med.
Jeg skriver til dig, der interesserer dig for kultur, men som ikke rigtigt opfatter computerspil som en del af din verden eller som noget, du overhovedet vil kunne interessere dig for.
Måske har du spørgsmål som:
Hvorfor skal jeg interessere mig for spil - kan jeg ikke lige så godt (eller hellere) læse en bog?
Hvordan kommer jeg egentlig i gang med at prøve at spille - og hvad skal jeg begynde med?
Hvilke spil kan mit barn få noget godt ud af at spille?
Og jeg skriver til dig, der spiller (eller interesserer dig for) computerspil, og som vil være med til at se på spil fra en kulturfaglig vinkel, dykke ned i temaer og stille nye spørgsmål til spil.
Hvordan kunne computerspil blive mere tilgængelige for ikke-typiske spillere?
Hvad kan andre kunstarter lære af computerspil (og omvendt)?
Hvilke typer fortællinger egner sig særligt godt til spilmediet - og hvilke historier er endnu ikke fortalt?
Fuldkommen autentisk billede af mig, der gamer… (men hvorfor sidder jeg egentlig ikke i sofaen?)
Temaet for bloggen ligger mig en del på sinde, da jeg oplever, at mange af mine ellers kulturelt nysgerrige venner og kollegaer har en opfattelse af computerspil, som jeg mener, er baseret på uvidenhed om bredde, kvalitet og kunstneriske eksperimenter indenfor spilverdenen - og som langt fra yder spillene retfærdighed.
Derfor har jeg fået lyst til at udbrede kendskabet til de spil, som jeg finder interessante, smukke, sanselige, overraskende og ja, fortryllende - og jeg har lyst til at tænke over dem og diskutere dem i relation til andre kunst- og kulturprodukter.
Mit formål med bloggen er at formidle min personlige begejstring for spilmediets helt særlige muligheder for at fortælle historier og skabe verdener.
Det kommer derfor til at handle om, hvordan forskellige typer spil får mig til at føle, hvilke oplevelser de giver mig og hvilke tanker og refleksioner, de sætter i gang i mig. Det synes jeg nemlig er hamrende interessant. Så vi kommer ikke uden om begreber som æstetik, kunst, dramaturgi, fortælling, gameplay, perception, design, interaktion, krop, køn og kvalitet…
Jeg har glædet mig vildt meget til at løfte sløret for denne idé, som jeg har haft et stykke tid, og nu har besluttet mig for at kaste mig ud i som lidt af et barselsprojekt, mens jeg venter på lillebror/-søster. (Den slags kan gå alle veje, men indtil videre - før-baby - er der lidt tid at gøre godt med, og der kommer jo også et liv efter…? Vi får se!)
Jeg håber, du har fået lyst til at læse - og måske spille - med :-)