Velkommen til Mors Gamer Blog
Hej og velkommen! Så er vi i gang - og jeg håber du vil være med.
Jeg skriver til dig, der interesserer dig for kultur, men som ikke rigtigt opfatter computerspil som en del af din verden eller som noget, du overhovedet vil kunne interessere dig for.
Måske har du spørgsmål som:
Hvorfor skal jeg interessere mig for spil - kan jeg ikke lige så godt (eller hellere) læse en bog?
Hvordan kommer jeg egentlig i gang med at prøve at spille - og hvad skal jeg begynde med?
Hvilke spil kan mit barn få noget godt ud af at spille?
Og jeg skriver til dig, der spiller (eller interesserer dig for) computerspil, og som vil være med til at se på spil fra en kulturfaglig vinkel, dykke ned i temaer og stille nye spørgsmål til spil.
Hvordan kunne computerspil blive mere tilgængelige for ikke-typiske spillere?
Hvad kan andre kunstarter lære af computerspil (og omvendt)?
Hvilke typer fortællinger egner sig særligt godt til spilmediet - og hvilke historier er endnu ikke fortalt?
Temaet for bloggen ligger mig en del på sinde, da jeg oplever, at mange af mine ellers kulturelt nysgerrige venner og kollegaer har en opfattelse af computerspil, som jeg mener, er baseret på uvidenhed om bredde, kvalitet og kunstneriske eksperimenter indenfor spilverdenen - og som langt fra yder spillene retfærdighed.
Derfor har jeg fået lyst til at udbrede kendskabet til de spil, som jeg finder interessante, smukke, sanselige, overraskende og ja, fortryllende - og jeg har lyst til at tænke over dem og diskutere dem i relation til andre kunst- og kulturprodukter.
Det kommer derfor til at handle om, hvordan forskellige typer spil får mig til at føle, hvilke oplevelser de giver mig og hvilke tanker og refleksioner, de sætter i gang i mig. Det synes jeg nemlig er hamrende interessant. Så vi kommer ikke uden om begreber som æstetik, kunst, dramaturgi, fortælling, gameplay, perception, design, interaktion, krop, køn og kvalitet…
Jeg har glædet mig vildt meget til at løfte sløret for denne idé, som jeg har haft et stykke tid, og nu har besluttet mig for at kaste mig ud i som lidt af et barselsprojekt, mens jeg venter på lillebror/-søster. (Den slags kan gå alle veje, men indtil videre - før-baby - er der lidt tid at gøre godt med, og der kommer jo også et liv efter…? Vi får se!)
Jeg håber, du har fået lyst til at læse - og måske spille - med :-)