Min gamer-morfar og andre barndomsminder
Hvor blev du første gang introduceret for computerspil? Var det hos en kammerat, på fritidshjemmet, eller med ældre søskende, at du første gang fik lov at prøve at spille? Hvis du er ret meget yngre end jeg er, kan du sikkert ikke huske det - det har måske bare altid været der. Men måske har du alligevel nogle minder knyttet til nogle særlige spil, som du spillede i din barndom?
Hos morfar
Jeg kom for nylig til at tænke over, at det faktisk var hos min morfar, at jeg første gang blev introduceret til computerspil - han var den første i min familie, der havde en computer, og den første der siden fik internet. Det var mest mine fætre og min storebror, der spillede Sim City, Civilisation og Kaptajn Kaper, og jeg (der var 3 år yngre) stod mest og kiggede på. Det sjoveste var, når der kom en tornado eller King Kong og ødelagde byen i Sim City. Men ind imellem spillede jeg også “kassemand” eller Sokoban, hvilket min morfar også syntes var sjovt - jeg kunne kun løse de første par baner, men han kunne selvfølgelig komme langt længere.
For nogle år siden viste min morfar mig de gamle kæmpe disketter til Sokoban-spillet - og han havde stadig en computer, der kunne køre spillet. Det var sjovt med et gensyn - jeg kunne lige så tydeligt huske de mintgrønne/lilla farver, elevatoren man brugte til at vælge baner og den klikkende lyd, når manden skubber kasserne. Og ikke mindst mine frustrationer, når man kom til at skubbe en kasse ind til væggen og måtte starte forfra.
Det er nok ikke alle, der har haft en morfar, der var helt så meget med på beatet som min. Og selvom han ikke er blevet ved med at følge med i computerspils udvikling, så er det jo lidt sjovt, at han faktisk præsenterede mig for “puzzle-spil” længe før, jeg vidste, at der var noget, der hed det.
For et rodehoved er det egentlig lidt paradoksalt at det kan være så tilfredsstillende at skubbe kasser på plads - men i spillet er der ingen tvivl om hvor kasserne skal hen - det er enkelt og svært på samme tid.
På “fristedet”
På mit fritidshjem “Fristedet” var der en computer, hvor man kunne få lov at spille. Man skrev sig på en liste og fik så 15 eller 20 minutters spilletid. Jeg har prøvet at finde frem til, hvad det spil hed, som vi spillede der. Det var et platformspil i et lidt eventyragtigt univers med nogle monstre, man skulle hoppe over eller skyde. Jeg kan huske stemningen i det, men ikke rigtigt nogle detaljer.
Når man spillede så stod der ofte en flok af dem, der lige havde haft tur eller snart skulle til og kiggede på. Det var i den grad en social aktivitet. Hvis man ikke var så hurtig til at klare et monster og måtte prøve mange gange, var der altid en (dreng) der tilbød at klare det for en. Og det næste… og så måtte man nogle gange slås lidt for at få computeren tilbage de sidste dyrebare minutter af ens tid. Og på den måde, så opgav jeg tit at spille, fordi det ikke var sjovt at have tilskuere på, når man ikke var bedre til det…
På PC’en i bryggerset
På et tidspunkt fik min familie en PC, som fik plads i bryggerset - ved siden af fyret, dybfryseren og min fars værktøj… her sad jeg så og skrev stile til skolen - og spillede også af og til. Det eneste spil jeg kan huske, at jeg spillede (udover klassikere som minestryger og hjerterfri) er Commander Keen 4 - den hvor han hopper rundt på en kængurustylte. Så her fik jeg da øvet mine platforming-skills en smule uden publikum. Det er også her, jeg kan huske min bror (og også min far) blive helt opslugt af at skyde monstre i Doom. Jeg fik formentlig også lov til at prøve, men jeg kan ikke rigtig huske det, så det fængede mig nok ikke. Og det er ca. der min “opdragelse” i computerspil stoppede - og sådan var det nok blevet ved med at være, hvis ikke jeg var blevet (gen-)introduceret til computerspil små 20 år senere…
Mine egne børns barndomsminder om spil kommer til at blive temmeligt anderledes. Computeren er rykket ud af bryggerset og ind på TV-skærmen i stuen - og spil er noget, vi gerne spiller sammen…
