Computerspil - det er ikke noget for mig!

Er du enig i overskriften?

For syv år siden, ville jeg nok have været det. Eller rettere - jeg havde godt nok været lettere afhængig af tetris i perioder (i en grad, så jeg måtte stoppe med at spille det, da jeg så faldende figurer for mig, når jeg lukkede øjnene), men derudover var mit kendskab til spil meget minimalt, og jeg troede heller ikke, det var noget, der ville kunne interesserer mig særlig meget. Til gengæld var jeg ret forelsket og derfor villig til at lægge mine fordomme på hylden for en stund…

Computerspil er for socialt akavede, kvabsede teenagedrenge, der drikker cola og spiser chips, mens de fyrer uforståeligt slang af i headsettet til deres online-venner, som de spiller ultravoldelige spil med… Tænker du også sådan?

I dette indlæg vil jeg prøve at gå i kødet på de syv mest almindelige fordomme, jeg møder, om computerspil (og deres spillere).

Jeg fik derfor en god introduktion til spillets verden og har i den grad fået øjnene op for, hvad computerspil er og kan.

Jeg møder dog ofte ret stor undren, når jeg løfter sløret for min interesse for spil. Og jeg oplever, at folk blankt afviser, at spil er noget for dem - også folk, som ellers har et bredt forbrug af alle mulige slags kultur og kunst.

Som jeg ser det, er det lidt som at sige:
Bøger er ikke noget for mig, for jeg bryder mig ikke om Dan Brown.
Film er ikke noget for mig, for jeg kan ikke lide Die Hard.
Klassisk musik er ikke noget for mig, for jeg kan ikke lide opera.

Ok, jeg er med på, at smag og behag er forskellig og at alt selvfølgelig ikke er for alle. Men min påstand er, at mange oplyste og kulturelle mennesker baserer deres syn på spil på ganske få spil, som ofte er enten meget gamle (fra da de selv var børn) eller meget hypede og omdiskuterede i medierne, som fx Counterstrike, World of Warcraft eller Fortnite. Ganske vist ret forskellige spil, men som dog langt fra er repræsentative for de mange, mange forskellige typer spiloplevelser, der findes derude.

Computerspil kan være meget mere og har mange flere under-genrer end de fleste ved. Der er spil, der minder mere om digtsamlinger eller smalle franske film, og der er spil der er meget mere “The Wire” end “Die Hard”. Og det er min mission at forsøge at oplyse om, at spil kan fortælle mange flere forskellige slags historier og give langt mere nuancerede oplevelser end de fleste af mine ligesindede (fx mine dygtige og kultursultne kollegaer) kan forestille sig.

#1 Computerspil er for unge

Computerspil er et ungt medie, som har udviklet sig voldsomt i de sidste 20-30 år som følge af den teknologiske udvikling. Da jeg var barn havde man sine spil på disketter, de var pixelerede, og computere havde ikke kraft nok til at kunne køre 3D-spil endnu. I starten var det især unge (amerikanske og japanske, mænd) der udviklede spil - og de fortalte de historier, der interesserede dem, og udviklede spil, som de selv og andre som dem, ville synes var underholdende. Og sådan er det på mange måder fortsat, men der er også sket en stor udvikling.

Prøv fx mit bud på et “voksent” spil:

Papers, Please (Lucas Pope, 2013)

 “Papers, Please” . Et spil om bureaukrati i højeste potens. Du spiller en grænsevagt ved et kommunistisk land, og skal gennemgå immigranters papirer og beslutte, om du vil lukke dem ind.

Samtidig bliver du presset på hjemmefronten, så det er vigtigt, at du beholder dit job.

Moralske dilemmaer og masser af papirarbejde. Ungt? Næppe. Men virkelig interessant at udforske.

#2 Computerspil er for drenge (mænd)

Ok, du har helt klart en pointe. Rigtig mange computerspil er designet af (flest) mænd og spilles mest af mænd og drenge. Det er der bl.a. historiske grunde til, men der er ikke nogen god grund til, at det skal blive ved med at være sådan. Der er ikke noget indbygget i computerspil, som gør, at de ikke kan fortælle historier, der vil interessere kvinder. Måske kræver det blot flere kvindelige spildesignere, som fortæller historier fra deres perspektiv? Eller måske kræver det et ændret syn på, hvad spil er og kan hos både designere og forbrugere? (Det vil jeg gerne dykke ned i i et senere indlæg). Der findes heldigvis allerede masser af spil, som ikke opfordrer til brovtende alfa-han-adfærd - hvilket jeg tror masser af både mænd og kvinder og alt derimellem sætter pris på.

Mit bud på mere “feminine” spil:

What Remains of Edith Finch (Giant Sparrow, 2017, PS4) eller Stilstand (Niila Games, 2020, iPhone)

Hvis du vil spille et spil, som viser dig, at spil kan have både en kvindelig hovedperson og et stærkt fokus på empati og indlevelse med karaktererne i spillet, så er du nødt til at spille “What Remains of Edith FInch”.

Her spiller du Edith, der vender tilbage til sit barndomshjem, og du får lov at gennemleve dine familiemedlemmers skæbner på en måde, så det virkelig sætter sig i kroppen - fx får du lov at opleve, hvordan det er at være en baby i bad, en lille dreng der gynger og en ung mand på vej ind i en psykotisk tilstand.

Eller hvad med Stilstand? - en interaktiv graphic novel tegnet af Ida Hartmann - om en ung kvinde i 20’erne, som er i krise på trods af, at det burde være “the time of her life” - særdeles genkendeligt og eksistentielt. Spillet/fortællingen er poetisk og melankolsk - og feminint? (Eller bare meget menneskeligt?)

#3 Computerspil er voldelige

Ja, nogle computerspil er voldelige (ligesom også film og litteratur kan være det). Nogle endda meget voldelige, men der findes bestemt også masser af computerspil som ikke er. Faktisk findes der en hel kategori af spil, som er decideret omsorgsfulde i deres udtryk - spil, hvor det at vise omsorg for andre karakterer er en integreret del af gameplayet.

Derudover er det jo en helt anden diskussion, hvilken karakter, den vold man kan møde i computerspil, har. Ligesom i film kan volden jo have et relevant (endda moralsk?) sigte, eller den kan være et stilelement eller ren actionunderholdning, som vi også kender det fra film. Og hvad gør det så ved volden, når man selv har en aktie i den som spiller? Det er en længere og ret kompleks diskussion, som jeg ikke vil tage hul på lige her.

Vil du prøve et omsorgsfuldt spil?

Death Stranding (Kojima Productions, 2019, PS4) eller Abzu (Giant Squid Studios, 2016, PS4)

I Death Stranding spiller du et postbud i en postapokalyptisk verden. Din opgave er at forbinde verden på ny - og undervejs hjælper du andre spillere ved at bygge broer og samle pakker op, som de har tabt. Derudover bærer du på en baby i en slags kunstig livmoder, som du en gang imellem er nødt til at trøste. Det er et virkelig langt spil, så jeg er ikke nået til slutningen, men meget stemningsfuldt.

Eller hvad med Abzu? Her spiller du en dykker i en fantastisk smuk og meditativ undervandsverden - måske i ruinerne af en sunken by. Hovedsageligt består spillet i, at du stille og roligt nyder at dykke og udforske havbunden og de fisk og andre havdyr, du møder på vejen. Du får også chancen for at redde et havdyr i nød…

#4 Computerspil er fordummende

Hvis du kun spiller platformsspil, hvor det gælder om at hoppe og skyde monstre, så har du måske ret. Men der findes i den grad også spil, der udfordrer (i hvert fald mig) intellektuelt. Og nogle spil kan virke dumme, men vise sig at have dybder, som man ikke først lægger mærke til. Hvorvidt et spil virker fordummende handler på den ene side om, hvad intentionen fra spiludviklerens side er - er spillet fx udviklet til, at det skal være letbenet underholdning, eller er der en dybere mening med spillet? Og dernæst handler det selvfølgelig om, hvordan det påvirker dig, som spiller.

Vil du udfordres intellektuelt?

Baba is you (Arvi Teikari, 2019, Switch) eller Kentucky Route Zero (Cardboard Computer, 2020, Switch)

I Baba is you gælder det om at følge de regler, der står udtrykt på skærmen i hver bane. Hvis der fx står “Flag is win” gælder det om at komme hen til flaget for at klare banen. Den elegante detalje er, at du kan skubbe rundt med reglerne og dermed ændre på dem. Hvis det fx er umuligt at komme hen til flaget, kan det være, du kan ændre reglen så “Wall is win” - og dermed vinde ved at gå ind i væggen. Det kræver ret meget tænken-ud-af-boksen, og når den ind imellem ret simple løsning går op for dig, så er det ret mindblowing og det fik i hvert fald mig til at føle mig ret så klog. (Indtil jeg selvfølgelig gik i stå i en bane, som jeg ganske simpelt ikke kunne gennemskue…)

Kentucky Route Zero er et dystert point-and-click-adventure som er virkelig svært at beskrive, men som minder mere om absurd teater eller litteratur end om de fleste spil, jeg er stødt på. Undervejs kan du blandt andet opleve at være skuespiller i et teaterstykke, gå på museum og se ret mærkværdig kunst og komme til koncert på en bar in the middle of nowhere.

Det er noget af det mærkeligste, men samtidigt mest stemningsfulde, jeg har prøvet - og det kræver helt sikkert en dybere analyse, hvis man vil forstå det til bunds. Men ligesom med god litteratur eller god kunst, så behøver man ikke kunne sætte ord på alting for, at det har flyttet noget i én.

#5 Computerspil er spild af tid

Well. Hvem bestemmer egentlig, hvad der er spild af tid? Ind imellem er spild af tid, det man trænger allermest til - og er det spild af tid at læse en krimi? Se en komedie? Eller lægge puslespil? Jeg hælder nok til, at det gælder om at finde en god balance mellem kulturprodukter der henholdsvis udfordrer og underholder mig - hver ting til sin tid. Og computerspil kan bestemt være i både den ene og den anden kategori - som du måske har fået en fornemmelse af, hvis du har læst med så langt.

Desuden har mange nok en forestilling om, at man skal bruge oceaner af tid på det, hvis man først går i gang med at spille. Men sådan behøver det ikke være. Mange indiespil kan spilles til ende på 1-3 timer - hvad der svarer til en biograftur - og endnu flere kan spilles (eller i hvert fald opleves) på kortere tid end du bruger på den nye sæson af din yndlingsserie.

Tilfredsstillende og meningsfyldt underholdning:

Return of the Obra Dinn (Lucas Pope, 2018, PS4)

Et spil som virkelig fangede mig, og som både underholdt og udfordrede mig, er Return of the Obra Dinn. På sin vis et roligt hovedbruds-spil, men samtidig en genial øvelse i billedanalyse og logik - i en ekstremt stemningsfuld setting. Du spiller en forsikringsagent, der skal undersøge, hvad der er blevet af alle de ombordværende passagerer og besætningsmedlemmer på spøgelsesskibet The Obra Dinn. Din opgave er at identificerer dem med navn og billede - og finde ud af deres (ofte dystre) skæbner. Det føles lidt som et puslespil, hvor man skal få alle brikkerne til at falde på plads - og det er enormt tilfredsstillende, når de gør. Spild af tid? Sådan føltes det i hvert fald ikke for mig, men døm selv.

Blandt andet ved at se på billeder fra skibets logbog, kan du prøve at regne ud, hvem der er hvem og sammenligne med listen over de ombordværende på skibet.. Det er ikke helt let!

#6 Jeg kan ikke finde ud af det

Måske har du mest prøvet spil, der kræver timing, tempo og motoriske færdigheder med en controller? Og måske er du bare sprunget ind et tilfældigt sted i et spil, fordi du lige skulle prøve? I så fald er det ikke så sært, hvis du ikke fik en succesoplevelse. For at blive god til at spille nogen typer spil, kræver det både træning, viden om hvordan spil er opbygget og at man får internaliseret de motoriske skills, det kræver. Men ikke alle spil kræver motorik af sin spiller - og nogle gange er det faktisk en del af oplevelsen, at du ikke skal være hurtig eller kende alle regler på forhånd.

Spil, det ikke er meningen, at du skal kunne “finde ud af”:

Everything (David O’Reilly, 2017, PS4) eller What the Golf? (Triband, 2019, Switch)

Der findes masser af spil, som man slet ikke behøver “kunne finde ud af”, men som handler om at udforske og prøve sig frem. I den meditative og aldeles filosofiske ende kan man fx prøve “Everything” - en “bevidsthedssimulator”, hvor man kan “være” alt, hvad man møder på sin vej - fra store dyr og objekter til en enkelt celle. Hvis du ikke forstår, hvad du skal eller hvordan du skal spille spillet, så har du ikke som sådan misset noget. Men se denne video, hvis du vil forstå bare en lille smule af pointen - den er nemlig ganske dyb!

I den lidt mere fjollede og letbenede ende, kan du prøve det danske spil “What the Golf?” som tager pis på alle konventioner og regler… her handler det ikke om at være god, men om at lade sig overraske. Her opfører hverken golfkøller eller bolde sig forudsigeligt, og du kender aldrig reglerne på forhånd.

“Golf is boring - we fixed it!” siger skaberne selv om spillet…

#7 Computerspil er usunde og afhængighedsskabende

Nye medier eller kulturelle udtryk har gennem tiden fået skyld for mangt og meget, når det handler om især ungdommens (bekymrende) adfærd. Jeg nævner i flæng Goethes roman “Den unge Werthers lidelser” som angiveligt skulle have fremmet selvmorderiske tendenser, jazz og rock’n’roll som opfordrede til både seksuelle udskejelser og generelt anarki, og rollespil (og for den sags skyld også Harry Potter) er blevet anklaget for at gøre børn til satanister…

Ligeledes er computerspil blevet udråbt som usunde og afhængighedsskabende og forældre gør sig mange anstrengelser for at begrænse de unges tid i virtuelle verdener. Måske er det helt naturligt at forældre bekymrer sig, når deres børn bliver opslugt af noget, de ikke selv forstår?

Helbredende computerspil?

Tetris (Alexey Pajitnov, 1984), Celeste (Matt Makes Games, 2018)

“Tetriseffekten” bruges oftest om det fænomen, at man ser de faldende brikker for sig, fx når man skal sove, hvis man har spillet det meget. Men måske er der også en anden form for “tetriseffekt.”

En del forskning peger efterhånden på, at computerspil i hvert fald også kan siges at have gavnlige virkninger. Fx er det muligt, at Tetris kan bruges i behandlingen af traumer - det har Berlingske skrevet om her.

Andre computerspil arbejder specifikt med at beskrive og måske bearbejde sorgprocesser og depression - det gælder fx det meget roste platformsspil Celeste, der er bygget op omkring sorgens forskellige faser og hovedpersonens angstanfald. Umiddelbart ligner det et helt almindeligt og lidt nuttet platformsspil, men der er altså en terapeutisk pointe med hele spillets opbygning. Det er svært - og derfor må jeg med skam melde, at jeg gav meget hurtigt op - men jeg har siden læst mig til, at det er en væsentlig pointe, at det SKAL være svært, fordi en sorgproces er noget, man kæmper sig igennem med masser af modvind og tilbageslag undervejs.

Computerspil interesserer mig ikke

Kan du lide at læse bøger og få indblik i, hvordan det er at være forskellige personer og leve forskellige liv? Kan du lide at se på billedkunst? Eller hvad med at løse gåder og hovedbrud?

Hvis du har læst med helt hertil, så håber jeg, du er blevet bare lidt nysgerrig - måske er der alligevel noget, du går glip af, hvis du fuldstændigt udelukker interaktive fortælleformer fra dit kulturforbrug…

Fair nok, hvis du stadig ikke er blevet fanget, men du skal bare vide, at du går glip af en masse fantastiske oplevelser, stemninger og fortællinger, som har sine helt egne muligheder og begrænsninger.

Hvis du gerne vil læse mere om spil, der kan noget helt særligt - så synes jeg du skal springe videre til dette indlæg: “Et nyt blik på spil - eller flere”