Mine 9 bedste spiloplevelser i 2021
Slutningen af året bød på et hav af ”Game of the year”-afstemninger, -priser og -lister, og den bølge springer jeg da med på, om end lidt forsinket måske. Så her får du en liste over de spil, der har gjort indtryk på mig i 2021, som jeg har brugt tid på – også dem, som jeg ikke er blevet færdig med og har lyst til at vende tilbage til. Rækkefølgen er tilfældig. Min liste handler ikke kun om spil udgivet i 2021, men om spil som jeg har spillet i 2021 og som du sagtens kan spille i 2022 😊
#1: It Takes Two (2021, Hazelight).
Et co-op spil udviklet af svenske som har vundet masser af priser og af flere medier er blevet udnævnt til Game of the Year. Det er ikke vildt mange spil, jeg spiller helt til ende – men It Takes Two var et af dem. Vi havde det simpelthen så sjovt med at spille det, og brugte endog temmelig mange aftener på at genoprette forholdet mellem parret Cody og May. Virkeligt gode co-op-mekanikker, masser af vilde idéer, sjove puzzles, bossfights og overraskelser. Spillet har også fået et efterliv hjemme hos os, da vi vender tilbage til specifikke scener og spiller dem med vores 4-årige barn – der er fx en sjov skibskampscene, hvor man slås mod blæksprutter. Kort sagt, så står spillet også mange måneder senere tilbage som en virkelig god og sjov spiloplevelse.
Læs min anmeldelse af It Takes Two her for en meget mere uddybende gennemgang af spillet.
Vi spillede det på PS4.
#2: Cosmic Top Secret (2018, Those Eyes).
Danske Trine Laier har udviklet et virkelig, virkelig sejt spil, som jeg har tilbragt noget utroligt spændende tid med. Jeg er ikke blevet færdig med det (af forskellige grunde – gik i stå et sted og kunne ikke finde ud af at komme videre, har fået ny telefon og ikke fået downloadet det igen før nu, blabla) – men de baner, jeg hidtil har spillet har gjort dybt indtryk på mig. Spillet handler om en kvinde, hvis forældre har været hemmelige agenter, og hun prøver at finde ud af mere om dem og hvad de egentlig lavede. Spillet er fyldt med dokumentariske klip og har en selvbiografisk baggrund – men hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi og forestillinger, flyder sammen for mig som spiller. Det er mystisk, sanseligt og stemningsfyldt og kan varmt anbefales også, hvis man ikke er den helt store gamer.
Jeg spillede det på iPhone.
#3: Overboard (2021, Inkle).
Hjemme hos os er vi svært glade for flere spil produceret af Inkle, og Overboard er ingen undtagelse. Det er nok det bedste/mest tjekkede spil, jeg har spillet i år – det er et spil, der er super gennemarbejdet og skåret ind til benet. Dialogen og spilmekanikkerne sidder lige i skabet og er dybt underholdende. Du spiller en nygift skuespillerinde/starlet ombord på et skib på vej til Amerika. Spillet starter med, at du har skubbet din ægtemand overbord - og nu gælder det om at skaffe dig et alibi, finde allierede og kaste mistanken på andre, så du kan undgå at blive anklaget for mordet og allerhelst få en anden anholdt, så du kan hæve livsforsikringen. Stilen er karikeret og tegneserie-agtig, og så er det ganske svært. Efter mange gennemspilninger er det endnu ikke lykkedes mig at få fingrene i mandens livsforsikring – men hver gennemspilning byder på nye overraskelser ombord på skibet. Hvis du holder af Agatha Christie-krimier og puzzles, hvor du skal tænke logisk, men også lidt ud af boksen, så er det helt klart et spil for dig.
Jeg spillede det på Nintendo Switch.
#4: Hitman 3 (2021, IO Interactive)
Året startede med udgivelsen af Hitman 3, og som jeg har skrevet om flere steder, så er jeg temmelig biased, når det kommer til det spil af personlige årsager😊 Men altså, jeg har haft det sjovt med det spil i år – især Dartmoor-banen, hvor man kan give den som privatdetektiv falder i min smag. Noget af det fede ved Hitman er de utroligt detaljerede locations, at snige sig rundt og blende ind for så at slå til på det rette tidspunkt og så den af og til lidt crazy humor – jeg havde fx et mindeværdigt øjeblik, hvor det lykkedes mig at nedlægge en vagt med en donut. Læs min ode til Hitman her.
Jeg spillede det på PS4.
#5: Thomas Was Alone (2012, Mike Bithell)
Thomas Was Alone opdagede jeg, da jeg i starten af året researchede på gode puzzle-spil - jeg havde en plan om en eller flere artikler/blog-indlæg om denne genre, som nok må siges at være min personlige favorit. Artiklerne er stadig work-in-progress, men jeg fik spillet Thomas Was Alone til min store fornøjelse. Det er et underfundigt puzzle-platformsspil, som har en rigtig fin progression i sværhedsgraden efter min smag. Og så har det et sjovt meta-lag, hvor de firkanter, man flytter rundt på i spillet har personligheder, der matcher deres evner. Fx er den flade firkant med trampolin-evner lidt træt af altid at blive trådt på og den blå kasse, der kan flyde, tror at hun er en superhelt. Gode puzzlespil bliver efter min mening ikke ”gamle” helt så hurtigt som andre spil, så selvom Thomas snart har 10 år på bagen, er det bestemt værd at spille. Inden du ser dig om, så føler du med Thomas, den lille røde rektangel.
Jeg spillede det på PS4
#6: Hades (2020, Supergiant Games)
Hades vandt et hav af priser i 2020, men jeg fik først spillet det i foråret. Det tilhører en genre af spil, som relativt sjældent interesserer mig. Det er et såkaldt roguelike, hvor man ”starter forfra” hver gang man dør. I Hades føles det dog ikke helt på den måde, da det er så indbygget i præmissen for spillet, at det ikke føles som at blive slået hjem. Og så er det proceduralt genereret, hvilket betyder, at banerne er lidt forskellige hver gang man spiller det – så selvom man starter forfra, skal man ikke igennem det samme landskab/de samme kampe igen. Desuden er kamp-actionen så tilpas let, at jeg ikke føler mig helt elendig – og faktisk syntes at det var ret sjovt. Og derudover så skal det spilles for den geniale dialog og sjove detaljer – fx kan man klappe den trehovedede hund i underverdenen.
Jeg spillede det på Nintendo Switch
#7: Eloh (2018, Broken Rules)
Et absolut casual musikalsk puzzlespil, som jeg har hygget mig med et stykke tid. Banerne er korte og jeg følte mig klog ved at regne dem ud. Der er også en god progression i banerne – indtil jeg kom til en, jeg simpelthen ikke kunne knække og gik i stå – der var jeg også ved at være lidt mæt af spillet. Spillet både lyder godt – puzzles’ne løses ved at sende lyden den rigtige vej og skabe den rette rytme – og det føles godt, når man flytter på brikkerne. Tror dog det var lidt irriterende at høre på for eventuelle andre i rummet. Så høretelefoner på og så ud på toilettet med dig og Eloh, så kan du lige nuppe et par baner….
Jeg spillede det på iPhone.
#8: Chicory: A Colourful Tale (2021, Greg Lobanov m.fl.)
I årets sidste uger fik vi spillet en del mere end vores gennemsnit. Og dette spil blev indkøbt med henblik på at kunne spilles af hele familien sammen – især den tegneglade 4-årige var målgruppen. Men jeg må indrømme at jeg også synes, det er virkelig fint og underholdende. Spilles kan spilles på forskellige måder, og både som co-op og singleplayer. Selvom vi spiller det sammen, har jeg ikke prøvet co-op moden endnu – vi skiftes bare til at styre. Præmissen i spillet er, at alle farver i verden er forsvundet – og hunden, som vi gav navnet Risengrød, er den nye penselholder, som kan male alting igen. Du kan male så verdenen bliver smuk og farverig, men penslen er også dit værktøj til at løse puzzles med – nogle planter vokser og andre skrumper, når du maler dem, og det kan du bruge, når du skal finde vej igennem landskabet. Man kan fokusere på at løse mysteriet om, hvor farverne blev af, men man kan også bruge tiden på at udforske universet, tale med karaktererne og hjælpe dem med forskellige ting, som fx at designe en donut eller male deres hus. Det er et yderst charmerende spil og den 4-årige (og forældrene) hygger sig, selvom det er svært at styre både pensel og hovedperson med controlleren.
Vi spiller det på Playstation 4.
#9: 12 Minutes (2021, Luis Antonio, Nomada Studio)
12 Minutes er lidt som Overboard! et loop-spil, hvor man genspiller den samme relativt korte sekvens en masse gange og afprøver forskellige strategier. 12 Minutes har den ubehagelige og klaustrofobiske setting, at det hele foregår i en lille lejlighed set oppefra. Her bryder en falsk politimand ind i lejligheden og det ender galt – på et hav af forskellige måder. Hver gang du dør starter scenen forfra og du har chancen for at ændre udfaldet, hvis du altså træffer de rette valg i den korte tid, du har til rådighed – ellers er det forfra igen. Vi har indtil videre prøvet en hel del forskellige strategier, nogle mere moralsk forkastelige end andre. Det er godt, men også svært – eller vi har i hvert fald ikke fundet en vej ”ud” af loopet endnu. Jeg tror det her bliver et af dem, vi spiller færdigt (hvis vi altså kan finde ud af det).
Vi spiller det på Nintendo Switch.
