Hvad er et godt børnespil?
For nylig fik jeg atter spørgsmålet: Kan du ikke anbefale nogle gode computerspil til en x-årig?
Gamer baby
Måske en anelse tidligt, men som det ses, har hun allerede et fint greb på controlleren :-)
Og det vil jeg rigtig gerne! Det ligger mit hjerte nært at være med til at sikre, at børn spiller spil af høj kvalitet, for der er både skidt og kanel derude og det er lidt en jungle! Jeg er ikke super velbevandret i spil til børn (endnu), men efterhånden som mit barn bliver ældre udvider jeg mit kendskab - så lige nu er jeg bedst til spil til små børn. Desuden er jeg begyndt at beskæftige mig med digital dannelse på mit arbejde som børnekulturformidler, og stifter i den forbindelse bekendtskab med flere spil og apps til børn i forskellige aldersgrupper - og problemstillinger der kan opstå vedrørende spil.
Men inden jeg bare går i gang med at anbefale spil til børn, så vil jeg gå et par spadestik dybere til værks og begynde med at overveje, hvad spil til børn skal kunne og efter hvilke parametre, man kan vurdere dem. Eller i hvert fald hvilke parametre, der vil spille ind i mine kommende anbefalinger af spil til børn.
1. Hvilken slags oplevelse?
Spil til børn ofte at finde på en skala mellem det læringsbaserede og det oplevelses- eller underholdningsbaserede. Læringsspil markedsføres ofte med en stærk betoning af læringsaspektet – og bruges kun om spil, der lærer børn noget helt specifikt fagligt som fx bogstaver, matematik eller sprog. Men et spils primære kvalitet er efter min mening oplevelsen (det er jo den, der skal få barnet til at spille spillet og evt. som biprodukt lære noget). Hvis oplevelsen ikke er god, så kan der gemme sig nok så meget fin læring i spillet, uden at det gør hverken fra eller til….
Og hvad er så ”oplevelse” i dette perspektiv? Jeg kalder det oplevelse, men det er i en forståelse knyttet til begreber som leg, væren, opdagelse og undren. Det er spil, hvor ”læringen” ikke er en bestemt faglighed, men snarere evnen til at udforske et univers, undre sig, eksperimentere og leve sig ind i – være i – et fantasifuldt (eller realistisk simuleret) univers. Det kan også blot være underholdende spil, der giver spilleren en sensorisk belønning ved at gøre forskellige handlinger – fx en sjov eller behagelig lyd.
Læringsspil er på overfladen mere ”legitime” spil for børn, fordi de jo hjælper barnet med at mestre vigtige færdigheder, som fx bogstaver, stavning, tal, regning, fremmedsprog mm. I praksis behøver der ikke være stor forskel på spillene, men set i forhold til den ”voksne” spilbranche, så skiller læringsspillene sig ud som et særligt marked rettet mod børn (som jo især får adgang til spillene via forældre eller andre voksne). Og måske er det lidt med dem som med grøntsager – så snart barnet har fanget, at det er de ”sunde” spil, så er de lige knapt så sjove…?
Det er lidt en kæphest for mig, at alle spil giver læring – så i denne sondring handler det i høj grad om, hvordan et spil markedsføres og legitimerer sin eksistens overfor målgruppen(s forældre).
2. Hvilken slags læring?
Som nævnt mener jeg, at børn lærer noget af alle spil, de bruger tid på. Men det er relevant at se på, hvilken form for læring spillet tilbyder barnet (med det i mente, at det kan være ret svært som voksen at vide præcis, hvad barnet lærer, så det kræver åbenhed fra den voksnes side). Dette gælder uanset om der er tale om et såkaldt læringsspil eller et oplevelsesbaseret spil. Her vil det være relevant både at se på læringen i spillets univers, historie og game mechanics. Optræner man fx sin reaktionsevne, sin evne til visuel formgenkendelse, aflæsning af lydlige cues, evne til at fortolke tegn, evne til at fordybe sig, logiske og strategiske evner, sociale evner eller andet. Når spil skæres over én kam og fx generelt vurderes at være skadelige, så mener jeg, det er lige så forkert som at sige, at al musik giver lyst til at danse.
Herhjemme synes vi, at det er rigtig hyggeligt at “game” sammen. Så indretter vi os med puder på gulvet og et spil, der giver mening for både børn og voksne. Den 4-årige er godt i gang med at lære at styre controlleren med begge hænder - men det kræver øvelse!
Vi voksne har en tendens til at vurdere noget ud fra om vi selv synes det er meningsfuldt. Men ligesom når man læser højt for sine børn, så er der noget, der bare rammer rent ind hos børnene, selvom vi voksne synes det er lidt ”dumt” - men det accepterer vi, fordi vi mener at der er en indbygget kvalitet i læsning og højtlæsning og fordi det er noget, vi gerne vil lære vores børn at blive gode til og sætte pris på.
3. Hvad er spildesignernes intention?
Der er stor forskel på spildesigneres intention, når de designer spil – så har jeg ikke sagt for meget, og det er også en af grundene til, at jeg synes de.t er væsentligt at forholde sig til børnespils kvalitet – alt er ikke lige godt, og forældre må gerne have en holdning til de spil, deres børn spiller! Nogle spil er virkelig designet for at tjene penge fx gennem såkaldte ingame-purchases og har ikke ambitioner om at være andet end letbenet ”casual” underholdning. Og her vil jeg også slå til lyd for en nuanceret vurdering – et spil som Tetris er måske casual underholdning og tangerer det vanedannende (har jeg selv oplevet) – men det er samtidig et spil, der træner visuel formgenkendelse, hurtighed og som ifølge noget forskning kan bruges i behandlingen af PTSD.
Mange spildesignere skaber ambitiøse og gennemarbejdede spil, som sagtens kan konkurrere med (eller endnu bedre – supplere) film, bøger og lydbøger. Efter min opfattelse er de gode spil dem, hvor spildesignerne har en intention om at fortælle historier og/eller give spilleren mulighed for at tænke, udforske, interagere – og som udnytter de særlige muligheder som kun virtuelle universer har.
4. Hvilken form for deltagelse tilbyder spillet?
Kan spillet bruges på flere måder, opfordrer det til samtale eller leg uden for skærmen, giver det barnet lyst til selv at skabe noget? Spiller det sammen med andre medier, så det fx kan udvide et univers, barnet er optaget af og bruger i leg og fantasi?
Digital fødselsdagsfest
Herhjemme er især bordbomberne et stort hit hos den yngste på 1 år. Vi spiller det jævnligt - tit i kombination med at vi læser en bog, der handler om fødselsdagsbamsen.
Nogle spil giver mulighed for at spille det på flere måder – fx at det kan spilles både med fokus på at udforske eller at løse puzzles, eller at man enten kan slås med fjender eller gemme sig for dem. Et godt eksempel på at spil, der er ekstremt fleksibelt er Minecraft, hvor man både kan fokusere på at bygge for sig selv eller man kan interagere med andre spillere.
Andre måder spil kan give flere muligheder er fx i kombination med ”den fysiske verden” – et eksempel er Toca Bocas lille spil ”Birthday Party” – det kan blot spilles på skærmen, men kan også indgå som et virtuelt element i en rolleleg eller dukkeleg. I spillet ser man et kagebord oppefra og kan fx hælde saftevand op, drikke det og spise kage – eller få sine dukker til at gøre det. Hvis man spiller spillet sammen, så er den deltagelse der foregår uden for skærmen pludselig en ligeså stor del af interaktionen som ”selve” spillet.
5. Hvordan påvirker spillet barnet?
Hvilken form for sansestimuli giver spillet barnet – er det hurtigt, langsomt, roligt eller hæsblæsende i sin visuelle og lydlige stil? Er det svært at pause eller standse spillet, evt. fordi det hele tiden fortsætter? Tager spillet lang tid, opfordrer det til genspilning? Spilles spillet alene eller med venner som ser på eller deltager? Bliver barnet opgearet og energisk af at spille det, eller sidder det stille og roligt og pusler med det? Bliver det glad eller opgivende?
Her kan man også spørge – hvordan påvirker spillet barnets relationer? Er det fx et socialt spil som styrker vennerelationer? Eller er spillet anledning til konflikter med kammerater eller med forældrene? Alt det spiller ind i den voksnes vurdering af et spil – men kan selvfølgelig ikke rummes i en anmeldelse, da det vil være forskelligt fra barn til barn, afhængigt af alder, temperament og meget andet. Men spildesignet er ikke ”uskyldigt” – som enhver, der har prøvet at tabe i Matador i timevis til en overlegen modstandet, ved.
Kig på dit barn, spil sammen med det, tal om spillet! Og overvej om nogle spil bare ikke skal spilles om aftenen, eller når der kun er ½ time til aftensmad.
6. Hvordan er spillets forretningsmodel?
Er spillet gratis at downloade, men til gengæld bliver barnet hele tiden præsenteret for ting, man kan købe inde i spillet – ingame purchases? Og måske på en måde, der gør det utydeligt om det koster “rigtige” penge? I så fald er det ret vigtigt at være opmærksom på at blokere for at barnet kan købe uden kode – der er flere eksempler på, at det ellers kan blive meget dyrt. (Se fx her - bag betalingsmur, men overskriften siger det meste.)
Eller er det som med sociale medier gratis, men det er dit barns data, der er betalingen? Eller er det selve det “arbejde” spillerne udfører, der har en værdi som fx i RoBlox? Læs mere om det her.
Spil med fokus på ingame køb bevæger sig ganske tæt på at være regulær gambling - og da vi næppe ville slippe vores børn løs på et casino uden voksenvejledning, så er det også ret problematisk i computerspil. Der udkom i 2021 en rapport fra Vive om børn og gaming/gambling.
Jeg er som hovedregel mest tryg ved spil, hvor man køber det hele på én gang – evt, hvor man har mulighed for at prøve en gratis demo så man ved, hvad man køber.
Med det på plads, så lover jeg, at der snart kommer konkrete spilanbefalinger til børn her på bloggen :-)
Har jeg glemt noget væsentligt, så skriv det endelig til mig!
