Hvad er stealth?

Du sidder i skjul af højt græs, mens dine fjender går rundt tæt omkring dig. Du holder vejret i spænding mens du lægger mærke til, hvordan de bevæger sig. Er der én, der står alene, lidt væk fra de andre? Har de et bevægelsesmønster, hvor én af dem ind imellem vender sig om og ser i en anden retning? Du overvejer, hvilke våben du har til rådighed. Vil du bruge et dødbringende våben, eller blot gøre vagten bevidstløs - eller forsøge at aflede dem med en lyd? Vagten er ikke dit mål, blot en tilfældig npc (non player character), så du vælger at kaste en sodavandsdåse, som blot vil gøre dit offer bevidstløst. Dit hjerte banker og du aktiverer alle dine sanser, både i virkeligheden og på skærmen, mens du prøver at time dit move. Du ved, at du bliver synlig netop, når du kaster dit våben.

Du sigter og rammer.
Den anden vagt kigger væk og opdager ikke dit kast, phew.
Den ene vagt falder om.
Du skynder dig hen til ham, trækker ham ind i det høje græs
- og iklæder dig hurtigt hans uniform, mens han stadig er bevidstløs.
Den anden vagt har intet opdaget.

Nu rejser du dig op og går videre som om intet var hændt - forklædt som vagt…. aaah, haha! Du klarede den - og nu kan du i din vagtuniform lettere komme helt tæt på dit planlagte offer: en ond, ond type, der enten er terrorist, diktator eller producerer masseødelæggelsesvåben

(Denne scene er digtet frit med inspiration fra mine oplevelser som lejemorder i Hitman, som jeg har spillet en hel del gennem de sidste fem år.)

Skjul dig eller kæmp

Stealth er en helt særlig form for gameplay som findes i flere forskellige slags spil. Kort fortalt, så betyder det, at spilleren har mulighed for at gemme sig for sine fjender, fremfor at være nødt til at slås mod dem i åben kamp. I nogle spil er det den eneste måde at spille spillet på, mens det i mange open world spil er det en mulighed, som man kan vælge til og fra. I Ghost of Tsushima kan man fx selv vælge om man vil angribe fjender, man møder på sin vej, eller om man i stedet vil snige sig forbi dem med det høje græs som skjul. På den måde kan man vælge sin egen spillestil – er man til mange kampscener, eller vil man hellere spille defensivt, gemme sig og følge historien på den måde. Man vælger ikke én gang for alle, men kan træffe beslutningen løbende alt efter humør og mod. Stealth er altså ikke udelukkende en genre, men bruges også som et gameplay-mode, som i mange store spil er at finde side om side med kamp-action og historiefortælling.

Nogle spil har dog perfektioneret stealth-genren, så gemmelegen og forklædningen er gjort til selve spillets idé og mening. Et sådant spil er Hitman, hvilket var en stor overraskelse for mig, da jeg endelig prøvede spillet, for mig signalerede navnet nemlig en langt mere kamp-agtig oplevelse.

Hitman, er det ikke sådan et skydespil?

Når jeg fortæller folk, at jeg spiller Hitman, spørger de fleste, om ikke det er et skydespil? Og nu kender jeg ikke så meget til tidligere udgaver af Hitman, jeg ved at det har taget forskellige drejninger, men trilogien Hitman (IO Interactive, 2016, 2018 og 2021), som er den, jeg har spillet mest, er i hvert fald et rendyrket stealth-spil. Det betyder, at det gælder om at snige sig, forklæde sig og ikke blive opdaget, når man er på forbudte eller mistænkelige steder. Når jeg spiller det, skyder jeg faktisk overhovedet ikke, hvis jeg kan undgå det - og når jeg gør, så bliver jeg som regel dræbt omgående, så det er ikke en god strategi (ikke for mig, i hvert fald). Det giver for resten også minus-point, hvis man gør det af med andre end ens targets (som jo er skurke), så på den måde har spillet en vis moral.

Fjollet baby-hitman-gadget på min højgravide mave op til udgivelsen af Hitman III.

Og en disclaimer er selvfølgelig på sin plads: Jeg ville måske ikke have spillet helt så meget Hitman, hvis ikke min kæreste arbejdede på projektet. Det har selvfølgelig motiveret mig til at spille de forskellige baner for at få et indblik (og ind-lyt) i, hvad han laver, når han går på arbejde. På den anden side ville jeg helt sikkert ikke have spillet det så meget, som jeg har gjort, hvis ikke jeg havde syntes, at det var overraskende sjovt.

Regn den ud og klæd dig ud

Her er jeg fx til fancy kunstudstilling i et hotel på toppen af en skyskraber i Dubai. Jeg nyder lige kunsten, mens jeg finder ud af, hvor mine targets er henne og, hvordan jeg får gjort kål på dem. Pleasure and business på én gang!

Sådan som jeg spiller, er Hitman i høj grad en klæd-ud-leg med et drabeligt twist og langt mere et tænke-spil end et actionspil. Det gælder om at skaffe sig de rigtige forklædninger, så du kan komme tæt på dit offer. Jeg starter som regel en ny bane med at gå rundt og se mig omkring, indsnuse atmosfæren og se om jeg kan fornemme, hvor der foregår noget suspekt/interessant. Det kan jeg bruge helt urimeligt lang tid på - især fordi mange af Hitman-banerne er store og vildt detaljerede at gå på opdagelse i. Når jeg til at starte med blot går rundt og blender ind helt ubemærket, fx som gæst på et stort hotel, kan jeg opsnappe rygter og hints om, hvilken forklædning, der vil give mig mulighed for at komme ind i de områder, hvor man som almindelig gæst ikke har adgang. Jeg hører fx en kok, der spørger om vej, da han skal møde på arbejde for første gang… ahaaa… følg efter ham og når vi er et øde sted - slår jeg ham ned og stjæler hans kokketøj - vupti har jeg adgang til køkkenet - og måske man der kan få adgang til at forgifte dit offers mad? Så mangler jeg bare lige at finde noget gift…

At regne ud hvordan du kommer tættere på dit offer er kort sagt skidesjovt - eller når det sker ved et tilfælde, er det næsten endnu sjovere. Spillet hjælper dig med idéer til, hvordan du gør, hvis man som mig synes, at sådan en open world er lidt uoverskuelig og alt for tidskrævende. Hvis man gerne vil være mere på egen hånd, kan man slå hjælpen fra og finde sine egne veje.

Et puzzlespil i forklædning

Både badeanden og donut’en kan være dødbringende våben i Hitman. Og kaffen kan forgiftes. Men pennen er selvfølgelig det stærkeste våben på billedet…

Faktisk er Hitman snarere end så meget andet et puzzlespil, det vil sige et problemløsningsspil. Mens du sniger dig rundt og forklæder dig, skal du regne ud, hvordan du kommer forbi vagter, undgår at blive genkendt i din forklædning, får mulighed for at være alene med dit offer osv. Du skal lægge mærke til npc’ernes bevægelsesmønstre og planlægge dine egne moves efter dem. Eller regne ud, hvordan du fx kan forstyrre deres faste mønstre, så der opstår lige den åbning, du har brug for. Det kan tage mange mislykkede forsøg (i hvert fald for mig), men giver så meget desto mere henrykkelse, når det så endelig lykkes. Fx har jeg opdaget, at hvis man slår en vagt ihjel i stedet for bare bevidstløs (beklager brutaliteten) - så vil de andre vagter slæbe liget væk, og pludselig er der fri bane et sted, hvor det ellers var umuligt at snige sig forbi… Desuden er det sjovt at regne ud, hvordan du kan udnytte alle de objekter, som du kan samle op på banerne til at lave ravage. Du kan kaste ting i hovedet på folk, skyde på eksplosiver og skabe afledning, få vagter til at undersøge løbende vand på toilettet og meget andet. I min sidste spillesession fik jeg med snilde og en del held elimineret en vagt med en donut. Fjollet, ja, og i den grad med til at gøre Hitman sjovt at spille.

Øvelse gør mester

For nylig udkom opfølgeren til Hitman 2016 og den efterfølgende Hitman 2, nemlig Hitman III, der runder trilogien af. Den har fået bragende anmeldelser og jeg er selvfølgelig vildt stolt af min mand og hans kolleger – og det har givet mig fornyet anledning til at besøge Hitman universet og tænke over, hvad det er ved det, der fænger hos mig, selvom jeg ikke ellers fantaserer om at være lejemorder. De fleste har nok hørt voldelige computerspil blive beskyldt for at gøre spillerne mere voldelige. Men det er ikke min opfattelse, at det er det, man får ud af at spille Hitman. For mig handler det langt mere om, at man lærer i praksis, at øvelse gør mester. Spiller man banerne igennem flere gange og lærer deres opbygning, kan man gennemføre dem lynhurtigt (se disse speedruns). Derudover opfordres man som spiller til at undersøge omgivelserne og prøve at bruge dem kreativt. Man belønnes for at være modig – at kaste sig ud i eksperimenter og prøve overraskende ting af. Alt hvad der forstyrrer den faste rytme i spillet skaber nye muligheder og åbner for dødbringende indfald. Jeg er dog ikke specielt god til spillet, jeg er simpelthen for meget en kylling og vil hellere blende ind og nyde udsigten end at skyde efter nogen. Det at trespasse – snige sig ind et ulovligt sted – giver mig hjertebanken, og bliver jeg opdaget, går min kameraføring helt bananas. Jeg har stadig masser at lære for at blive en god lejemorder.

Stealth i andre spil

Hvis du godt kan lide tanken om at snige dig og lave unoder, men ikke er så vild med den voldelige side af Hitman, så kan du prøve Untitled Goose Game, som udkom i 2019. I stedet for at være lejemorder, er du en snedig gås, der sniger sig rundt i køkkenhaven og forsøger at lave gale streger, hugge grøntsagerne og drive gartneren til vanvid. Du følger en huskeliste, som fx siger at du skal få gartneren til at smide hatten. Og hvordan gør man så lige det? Gælder det om at få ham til at løbe rundt, så han får det for varmt? Eller hvordan løser man det? Du må prøve dig frem – og i denne setting kan du gøre det uden de store moralske skrupler, og også roligt lade mindreårige forsøge sig. For mig var det dog ikke underholdende i helt så lang tid – måske fordi dramaet og følelserne er lidt mindre, når man højst har stjålet en sandwich? Det gav ikke helt samme adrenalinrush at blive shoo’et væk af gartneren, som at vide, at jeg bliver skudt, hvis jeg bliver opdaget.

Hvis du godt kan leve med volden, men har mindre moralske skrupler ved at snige dig ind på zombier, så har The Last of Us også en hel del stealth gameplay i sig – dog blandet med mere kamp-action, og det bliver jeg nok aldrig helt gode venner med.

Som nævnt er stealth en del af mange store spil, så hvis du ikke er så meget til kamp-action, men gerne vil prøve at spille nogle af de store blockbuster-titler, så er du måske mere en sniger-type. Du kan jo i hvert fald prøve at snige dig uden om fjenderne, og se om du får lyst til at joine “sniger-klubben.”