Begynderguide - Kategorier: Indiespil vs. AAA
Indenfor spilverdenen taler man om spil som henholdsvis AAA, AA og indiespil - men hvad betyder det egentlig?
Det er ikke nogen fuldstændig fastlåst kategorisering, men minder lidt om sondringen mellem blockbusters/mainstreamfilm og indiefilm eller hvordan man taler om fx indiemusik som både en udgivelsesform og en slags (ikke specielt veldefineret) stiltræk eller æstetik.
Opdelingen i indie vs. mainstream/AAA handler ikke nødvendigvis om genre eller popularitet, men om størrelsen på det studie, der producerer filmen/spillet - dvs. hvor stort budgettet er og hvor mange mennesker, der er involveret i produktionen. Og da spil ligesom film kan være voldsomt omkostningstunge at producere (især, hvis de har et ideal om en høj grad af realisme) og kræver nogle ret specifikke kompetencer at producere, så har studiet/budgettets størrelse en stor indflydelse på, hvad man som publikum kan forvente Derfor ses der også tit en sammenhæng mellem kategorier, genrer og de forventninger, man kan have som spiller til spillets varighed, universets størrelse/udbredelse, visuelle udtryk, dialog, cutscenes og meget mere.
Kategorier af spil
AAA
AAA (udtales triple-A) er spilindustriens svar på en Hollywood Blockbuster. Sådan et spil tager flere år at lave og involverer flere hundrede mennesker i produktionen. Til gengæld kan man så også forvente en oplevelse af teknisk høj kvalitet, som fans gerne venter længe på. Man vil også ofte forvente et stort univers med mange sidehistorier eller quests/missioner og måske en stor, lang historie - et spil man kan bruge maaange timer på og som nogle gange kan spilles på mange forskellige måder. Tit vil spillene også gøre brug af dyre filmiske tricks som fx motion capture med kendte skuespillere, mange cut scenes (filmscener indlejret i spillet, som bringer historien videre), meget dialog indtalt af skuespillere og så vil grafikken ofte være detaljeret og så realistisk som muligt. Dvs. der er en oplagt sammenhæng mellem AAA-spil og open world eller sand box spil, som netop er kendetegnet ved store verdener, man kan udforske og lege i - og som er designet i 3D. Derudover er der også en sammenhæng mellem AAA og spil, der giver mere lineære, historiedrevne, filmiske oplevelser, hvor du selv er helten - fx Uncharted og The Last of Us, som begge udfolder sig i store, realistiske (omend fantasifulde/dystopiske) universer.
Red Dead Redemption 2 (Rockstar Games, 2018) er et af de helt store open world AAA-spil, hvor fans har ventet længe i spænding på udgivelsen af et nyt spil.
AAA-spil produceres som regel af store spilstudier, men indiestudier kan for så vidt også udgive AAA-spil - fx er spillet Hitman udgivet af det danske spilstudie IO Interactive et eksempel på et independent AAA-spil, så der er nogle gråzoner.
AA spil
Double-A-spil er sådan lidt en mellemting mellem AA og indiespil - eller kan betegnes som indiespil med større muskler i forhold til udvikling og markedsføring, måske i kraft af partnerskaber. Det kan være spil, der har nogle af de samme ingredienser som AAA-spil, men måske et mindre univers at bolte sig i. Eller komplekse strategi- eller rolle-spil, som til gengæld ikke har en helt så detaljeret og krævende grafik. Der er kort sagt truffet nogle valg et sted i processen, som gør at spillet har været mindre dyrt at udvikle, end hvis det var en fullblown AAA-produktion.
A Plague Tale: Innocence (Asobo Studio, 2019) ligner på mange måder et AAA-spil, men det er langt mere lineært end de open world spil, det er inspireret af.
Som sagt er det ikke officielle betegnelser, så der er heller ikke nogen helt præcis definition, og AA er der hvor det flyder rigtig meget sammen for mig. Som almindelig bruger støder man ikke så ofte på denne kategori - jeg vidste fx ikke at den fandtes, før jeg begyndte at skrive dette indlæg.
Casual games
Casual games kan på en måde både siges at være en særlig genre og en kategori for sig - især den slags, der har et meget kommercielt udgangspunkt og hvis hovedsigte er at underholde. Nogle firmaer specialiserer sig i netop denne type spil, som oftest udkommer på let tilgængelige platforme som smartphones og tablets. Denne type spil er bl.a. kendetegnet ved, at de, der spiller dem, ikke nødvendigvis opfatter sig selv som nogen, der spiller computerspil - det er jo bare “apps” og underholdning. Jeg skriver mere om casual games set fra et genre-perspektiv i min begynderguide “Genrer, du skal kende”.
Indiespil
Indiespil kan være lavet af alt fra en enkelt (talentfuld) person (med de rette kompetencer) til større teams. Ved indiespil forstår man som regel spil, der lidt ligesom med indiemusik eller independent film, ikke sigter helt rent på mainstreamen (eller som ikke har “musklerne” til at gøre det), men de kan alligevel gå hen at blive meget populære og ende som kommercielle successer. I indie-kategorien finder man også en del af de spil der virkelig tager nogle kunstneriske sats og flytter på forståelsen af, hvad computerspil kan. Eksempler kan være Papers Please, Gorogoa og Her Story, som forsøger (og efter min mening lykkes med) at skabe nogle helt anderledes spiloplevelser.
Limbo (Playdead, 2010) er et dansk puzzle-platformspil, hvor man styrer en lille dreng der bevæger sig igennem en dyster og dødbringende 2D-verden. Det er udviklet af et mindre, uafhængigt spilstudie, men har opnået stor succes og anerkendelse trods et begrænset budget.
På grund af det begrænsede budget vil indiespil ofte være kortere oplevelser - eller oplevelser, hvor der på anden vis er skåret ind til benet. Det kan fx være ved at spillet er designet i 2D, hvilket mindsker kompleksiteten i grafikken - ofte er der valgt et grafisk udtryk, som er langt fra realisme. Der er ofte truffet radikale valg i forhold til synsvinklen i spillet - fx kan hele/størstedelen af spillet foregå ved, at man ser på et skrivebord (som i papers, please) eller en computerskærm (som i Her Story). Genrer der egner sig godt til en mere nedbarberet stil er fx puzzlespil (gådespil), interaktive graphic novels, platformspil og casual games - men det er sådan set kun fantasien, der sætter grænser.
Ofte vil indiespil være kortere oplevelser sammenlignet med AAA og AA - nogle varer måske kun en time at spille igennem, mens andre måske kan spilles stort set uendeligt (som fx Tetris er et eksempel på).
Med de akademiske briller
Som med så meget andet, så bliver begreberne mere nuancerede, når man dykker en smule længere ned i dem - og således også med begrebet “indie”. I sin bog “Handmade Pixels” (2020, MIT Press, s. 12) tager computerspilforsker Jesper Juul afsæt i Geoff Kings kategorisering af indiefilm, og beskriver tre forskellige måder at betragte indie eller independent computerspil på:
Financially Independent - forstået som finansielt/økonomisk uafhængig produktionsmæssigt
Aesthetically Independent - som en formmæssig og æstetisk strategi
Culturally Independent - forstået i sammenhæng med det sociale, kulturelle, politiske og ideologiske landskab
Disse tre kategorier er med til at “mudre” brugen af begrebet indie, fordi det både kan henvise til noget, der udelukkende har med produktionsapparatet at gøre, og til indholdet i spillene og den måde de markedsføres på. I den forståelse er indie altså i høj grad en konstrueret mærkat, som spiludviklere kan ønske at blive associeret med eller netop ikke. Ifølge Jesper Juul er der også i indiespil ofte en udtalt eller uudtalt søgen efter autenticitet - en tilbagevenden til tidligere tiders spil-æstetik i form af brug af pixeleret grafik eller mere håndtegnede udtryk. Indiespil produceres og markedsføres ofte som personlige værker skabt af en kunstner eller auteur, med en mening hævet over den rene underholdningsværdi som AAA-produktioner tillægges.
Desuden sætter Jesper Juul i samme bog fokus på, at begrebet “indie” eller “independent” er til konstant diskussion indenfor spilverdenen. Hver gang et indiespil fx opnår stor popularitet, vil det blive stillet spørgsmåltegn ved dets “indie-ness” og nye spiludviklere vil udvikle spil i opposition til dem.
På den måde kan man sige, at begreberne “indie” og “AAA” er gensidigt afhængige af hinanden - Indiespillene opstår netop i opposition til AAA-spillene (og til kommercielle casual games) og finder netop deres højere mening i at være et alternativ til mainstreamkulturen. Samtidig kan der ikke undgå at ske en afsmittende effekt, så de store produktioner også over tid inspireres af indiespillenes mangeartede eksperimenter med visuelle udtryk, historiefortælling og gameplay.
